Hormonforstyrrende stoffer
Hormonforstyrrende stoffer kan påvirke menneskers og dyrs hormonsystemer og derved skade os, vores børn og naturen. Mennesker optager oftest stofferne gennem maden, men også i små mængder gennem huden og ved indånding. Ud over de industrielt fremstillede kemiske stoffer, der mistænkes for at kunne forstyrre hormonbalancen, så udskiller mennesker og dyr også naturlige hormoner med urinen. Disse ender hovedsageligt via spildevandet i f.eks. vandløb, hvor de kan påvirke dyr, der lever dér. Det samme gælder for de kunstige hormoner, man udskiller, hvis man spiser p-piller.
På trods af megen forskning i hormonforstyrrende stoffer er det begrænset, hvad vi ved om stoffernes påvirkning af mennesker i de mængder, som vi udsættes for i dagligdagen.
Hormonforstyrrende stoffer sættes i forbindelse med bl.a. nedsat frugtbarhed, misdannelser af kønsorganerne samt bryst og testikelkræft. Man har diskuteret, om dårlig sædkvalitet kan skyldes hormonforstyrrende stoffer, men der er ikke videnskabeligt bevis for det.
Det er især stoffer som visse ftalater, dioxiner, PCB-forbindelser, nonylphenoler og bisphenol-A, der er i fokus, når snakken går om hormonforstyrrende stoffer. Nogle af stofferne har en dokumenteret hormoneffekt, andre er mistænkt for at have det.
Du vil under dette afsnit finde en masse om hormonforstyrrende stoffer, så du kan blive mere oplyst og tage dine forholdsregler.