Først og fremmest kan du føle dig sikker ved at bruge alle produkter, der findes her på helsebarn.dk. De er helt uden nogle af de stoffer, der er blevet behandlet i afsnittet om hormonforstyrrende stoffer.

Derudover kan det være en idé at kigge efter miljømærkerne Svanen eller Blomsten. Mærkerne garanterer, at produktet er blandt de mest miljøvenlige. I nogle tilfælde betyder mærkerne også, at produktet opfylder krav til sundheden.

Med hensyn til din kost er det vigtigt, du spiser masser af frugt og grønt for din og dit barns sundhed. Det bedste vil være, hvis du spiser økologisk, for så undgår du samtidig rester af sprøjtemidler og pesticider.

Generelt er det sådan, at jo mere rent og kemifrit du lever, jo bedre for jeres fælles sundhed. Du kan læse en masse om de problematiske stoffer her under "hormonforstyrrende stoffer". 

Alfabetisk index:

Amning og tilbehør hertil:
-Brug meget gerne ammeindlæg af uld, som varmer brystet og beskytter mod brystbetændelse. Uld er super absorberende og holder altid brystet tørt. Du skal dog kunne tåle lanolin. Indlæg af papir kan gøre huden mere sart, så der er risiko for sår og revnerpå brystvorterne. Vælger du alligevel indlæg af papir, så vælg de ublegede uden plastikindlæg.

-Ammepuder er en god støtte under amningen. Mange ammepuder indeholder dog sundhedsproblematiske stoffer som bromerede flammehæmmere, formaldehyd, farverester og organiske opløsningsmidler. Bromerede flammehæmmere kommer oftest fra ammepudens kuglefyld. Køb evt en ammepude fyldt med økologiske speltskaller eller lign. Vask endelig ammepuden før brug, så afgiver den færre stoffer.

Babyalarm:
Babyalarmer udsender elektromagnetiske bølger. De fleste eksperter vurderer, at bølgerne ikke er farlige for mennesker. Men du kan jo vælge at begrænse brugen af babyalarmen, så du fx kun bruger den, når barnet sover i barnevognen og stil den i fodenden af barnets, væk fra barnets hoved.
Babyalarmer kan indeholde bromerede flammehæmmere. De er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende. Spørg efter en alarm uden bromerede flammehæmmere.

Bad:
Begræns mængden af shampoo og sæbe - tit er rent vand nok. Først når barnet får fast føde er det nødvendigt med sæbe eller evt olie. Skyl altid barnet i rent vand, når du har brugt sæbe.
Brug først shampoo når barnet har fået hår og vask det så 1-2 gange om ugen.

Elektronik:
Elektronik som computere, printere, fjernsyn mm kan indeholde miljø- og sundhedsskadelige stoffer - de såkaldte bromerede flammehæmmere. Der er ikke meget elektronik, der er miljømærket, men så spørg efter noget uden bromerede flammehæmmere, især PBDE og PBB og andre sundhedsskadelige stoffer som klor-parafiner.
Du kan også spørge, om produktet har et dokumenteret lavt energiforbrug og er forsynet med brugervenlige energisparefunktioner. Det gavner miljøet.
Du kan desuden vælge visse former for elektronik med det tyske miljømærke Der Blaue Engel eller det svenske energimærke TCO99.

Emballage:
Det er vigtigt at pakke madvarerne ind i materialer, der er beregnet til mad og som kan tåle de temperaturer, de udsættes for. Vælg gerne glas frem for plast, hvor det er muligt. Hvis du vælger plast, så vær opmærksom på, det skal være godkendt til madvarer.
-brug frostposer til frysning
-undgå sølvpapir af hensyn til miljøet. Brug det evt kun til ost, kød, smør og lignende og ikke til sure fødevarer
-brug madpapir eller husholdningsfilm lavet af polyethylen (PE)
-vælg svanemærket bagepapir
-brug madpakkepapir til smørrebrød, ikke som bagepapir
-ompak rester fra konservesdåser. Når dåsen er åbnet, risikerer du at der overføres metal fra dåsen til maden
-brug kun speciel plastfilm til mikrobølgeovnen (hvis du absolut skal bruge mikrobølgeovnen). Brug kun plastbeholdere, der er beregnet til at komme i mikrobølgeovn. Tjek også ovnens brugsanvisning.

Hårfarve:
Du bør undgå at farve dit hår mens du er gravid og ammende. Hårfarve kan indeholde paraphenylen-diamin (PPD), der kan give alvorlige allergiske reaktioner. Undgå også hennatatoveringer, som både kan indeholde PPD og lawsone. Lawsone er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

I sengen:
Madrasser kan indeholde bromerede flammehæmmere som er sundhedsproblematiske stoffer. Vælg miljømærkede madrasser.
For at forebygge allergi kan du købe ny madras og vaske dyne og pude. Vælg nogle, der kan vaskes ved 60 grader.
Sengetøjet kan ligesom tøj afgive stoffer, der kan belaste barnets sundhed. Begræns det fx ved:
-køb miljømærket sengetøj. Hvis du ikke kan finde noget, så vælg evt noget, der er mærket med Öko-tex. Mærket stiller krav til sundhed og kvalitet af det færdige produkt, men ikke til miljø.
-vælg sengelinned der er fremstillet af en blanding af bomuld og polyester frem for af ren bomuld. Det har længere levetid og kræver mindre energi til vask og tørring
-vask sengetøjet 2-3 gange før brug

Indeklima:
Husdyr, dårlig udluftning og afgasning af stoffer fra tæpper, elektronisk udstyr og møbler kan belaste indeklimaet. Det kan øge risikoen for, dit barn får astma og allergi. Det er derfor vigtigt at lufte ud 5-10 min tre gange om dagen. Rygning er selvsagt værre end alt andet!

Legetøj:
Der findes endnu ikke miljømærket legetøj. Men alt legetøj til børn under 14 år på det danske marked skal være CE-mærket. Det er producenternes garanti for, at legetøjet overholder reglerne. Læs meget mere i artiklen "specielt om legetøj".

Maling:
Du bør undgå at male, mens du er gravid og har babyer i huset.
Nogle malervarer og gør-det-selv produkter kan udgøre en risiko for mor og barn under graviditeten. Fx kan organiske opløsningsmidler i maling, lak og lim gøre indeklimaet dårligere og i værste fald give sundhedsskader.
Få derfor andre til at udføre malerarbejdet - herunder afrensning og forbehandling.
Vælg vandbaseret plastmaling med lavt indhold af organiske opløsningsmidler - malingen kan fås i en miljømærket udgave med Blomsten. Du kan også få træolie til bordplader  og andre produkter af træ med Blomsten. De mærkede produkter har lavt indhold af sundhedsskadelige stoffer.

Plejeprodukter:
Vælg så rene produkter som muligt, da babyer er særlig følsomme overfor kemiske og sundhedsproblematiske stoffer. Undgå produkter med parabener, formaldehyd og parfume. Læs mere i artiklen "problematiske stoffer i kosmetik og plejeprodukter".
Du kan vælge alle produkter her fra helsebarn.dk uden at være bekymret.

På gulvet:
Vælg miljømærkede gulve eller gulve og tæpper med Dansk Indeklima Mærkning. Mærket stiller krav til mængden af stoffer, der må frigives i luften indendørs. Vælg gulve i naturmaterialer fx træ, klinker, fliser eller linoleum. Hvis du ønsker tropisk træ, så spørg efter FSC-mærket, som garanterer bæredygtigt skovbrug.
Undgå gulve af PVC, dvs vinylgulve. De kan indeholde blødgørere - de såkaldte ptalater. Nogle af ptalaterne er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at kunne fremme udviklingen af astma. Desuden kan gulvene i nogle tilfælde indeholde det miljøskadelige stof tributyltin (TBT).

På puslebordet:
Undgå præfabrikerede vådservietter som ofte indeholder konserveringsstoffer. Brug i stedet skumgummiklude og vand. Du kan gøre nogle klude våde og komme i en pose, hvis I skal på tur.
De bedste bleer er selvfølgelig økologiske stofbleer. Her bliver baby ikke udsat for nogle problematiske stoffer og de er miljøvenlige og økonomiske.
Er det ikke lige dig, kan du købe svanemærkede bleer, så du er sikker på, den ikke indeholder parfume, creme eller lotion.
Er der tør, rød eller irriteret  hud i bleområdet er det en god idé at bruge noget zinksalve og i øvrigt komme noget havsalt i badevandet.
Puslepuder kan indeholde PVC.

Rengøringsmidler:
Brug miljømærkede produkter uden parfume.

Solcremer:
Solcremer til børn kan indeholde kemiske UV-filtre, der i dyreforsøg har vist sig at være hormonforstyrrende. Stofferne ophobes i organismer og er bl.a. fundet i modermælk hos mennesker. Det drejer sig bl.a. om følgende:
• 3-benzylidene camphor
• 4-methyl-benzylidene camphor
• Octyl-methoxycinnamate eller ethylhexyl methoxycinnamate
• Benzophenone-3
Miljøstyrelsen fraråder brug af solcreme med stoffet 4-methylbenzylidene camphor til børn under 12 år.
Brug solcreme med fysisk solfilter til børn: zinkoxid og titaniumdioxid.

Sutteflasker:
Vælg en sutteflaske uden bisphenol-A, ptalater og PVC. Fx fra BornFree, som du finder her hos helsebarn.dk. Udskift sutterne efter 4-6 uger.

Sutter:
Vælg sutter uden PVC og kemiske blødgørere. Naturgummi er det mest holdbare materiale.

Tøj:
Nyt tøj, håndklæder, sengetøj osv kan indeholde rester af kemikalier fra produktionen. Vask det derfor altid før brug. Tøj og tekstiler med miljømærke giver dig bl.a garanti for, at tøjet indeholder færre stoffer, der belaster miljøet og sundheden. Se derfor efter blomsten eller svanen.
Hvis du vælger tøj som ikke er miljømærket, så undgå PVC som findes i visse typer regntøj, gummistøvler og flyverdragter. Køb i stedet regntøj af fx nylon (polyamid) eller plasttypen polyurethan (PU) og gummistøvler af naturgummi. Undgå også tøj med PVC tryk.
Bemærk også at puslepuder, barne- og klapvogne, gåstole, regnslag osv kan indeholde PVC og ptalater.

Vask:
Vælg et uparfumeret, miljømærket vaskepulver og undgå skyllemiddel.

Kilde: Informationscenter for miljø og sundhed